mandag, november 10, 2008

"De sidste tider"

De sidste par uger har været præget lidt af hjem/vidererejse-planlægning og det har skabt både hjemlængsel, men også frustrationer over, at opholdet her snart er slut. Inden jeg bliver alt for ked af det, vil jeg skynde mig at fortælle om de fede ting, vi har oplevet siden sidst.
Onsdagen efter Jerusalem-ugen havde vi pige/drengeaften. Drengene blev her i huset, spiste lasagne og så film. Til pigernes store overraskelse var det ikke det eneste, de havde fået tiden til at gå med. Da vi kom hjem og åbnede havelågen blev vi overspulet af vandslangen, og ikke nok med det, havde de sat plasticfolie på toiletbrættet og hældt håndsæbe i bruserne -tak drenge! Pigerne havde haft en hyggelig aften hjemme ved Anna, hvor vi fik en lækker 3-retters menu og legede Venner for Livet. Vi havde lavet omkr. 200 spørgmål som: Hvem er mest blufærdig? Hvem har flest par sko? Hvem er mest gavmild? osv. Den aften fik vi virkelig grint meget og fik nogle ting på plads om hinanden.. heh;)
Om fredagen var vi i Cæsarea på fredagstur. Vi gik rundt i de gamle ruiner, bl.a. en gågade, et spabad, et amfiteater og en væddeløbsbane fra omkr. år 0. Det var fedt at opleve en så velbevaret by. Cæsarea er en havneby og ligger virkelig smukt ud til Middelhavet, hvorfor vi også badede om eftermiddagen. Vandet var dog ret koldt! eller ja 25 grader;)
Om søndagen prøvede vi noget meget alternativt, som jeg egentlig blev ret inspireret af. Vi tog med en af vores amerikanske undervisere Bill til det sydlige Golan, hvor vi to og to gik rundt i forskellige landsbyer og bad for hver enkelt af dem. På de 30-40 min. vi havde til rådighed, gik vi bare rundt i kvarteret og bad højt for dem, vi så eller hvad vi nu lige kom i tanke om, men primært at indbyggerne ville være åbne overfor evangelisation og at jøderne måtte komme til tro på Jesus. I fredags blev inviteret ned til Bill og hans kone Vered + børn til spisning og hygge.
Lørdag tog jeg med nogle af drengene herfra og fra menigheden til en kibbutz ved Rosh Pinna for at spille paintball. Det var en sjov eftermiddag!
I aftes var vi alle sammen ude og spise på kinesisk restaurant og bagefter tog vi hjem til Erik og Anna og hørte vilde safarihistorier fra Eriks volontørtid i Tanzania.
På søndag rejser vi fra Tiberias -og opholdet er dermed slut;( - til Eilat, hvor vi er i 2 dage indtil vi skal på endnu en ørkentur, denne gang til Sinai. Herefter går turen til Dahab, Jordan og Jerusalem inden jeg vender snuden helt hjem. Det bliver underligt at komme hjem til al juleræset i december, når man overhovedet ikke har oplevet efterårets triste og kolde dage, men kommer fra sol og varme. Håber ikke chokket bliver alt for stort!

Jerusalem og Jeeptur




Fra d. 18.-25. oktober var vi i Jerusalem. Lørdag kl. 6 om morgenen kørte vi sydpå, hvor vi mødtes med volontørerne. Vi skulle nemlig bestige Masada og gå rundt deroppe - fantastisk udsigt over Det Døde Hav, som vi senere badede i! Det var virkelig sjovt at ligge der og flyde rundt - også med sin mudderkropsmaske på:) Om eftermiddagen kørte vi til Jerusalem, hvor vi om aftenen tog til byen, hvor butikkerne åbnede efter sabbatten sluttede. Søndag tog vi på Holocaustmuseet, og efterfølgende til den gamle bydel med alle bazarerne. Om aftenen kom en journalist fra Kristelig Dagblad og fortalte om situationen i Mellemøsten. Mandag-onsdag stod den på jeeptur ned til Beersheva. En virkelig fed ørkentur! Det var virkelig sjovt at køre rundt derude, især når man ligger omme på laddet ovenpå tasker og soveposer. Men puHA for det støver! Vi sov under åben stjernehimmel om natten! Vejret var dejlig - ikke for varmt om dagen og ikke for koldt om natten. Det var dog lidt primitivt med toiletfaciliteter og madlavning. Vi var også på et par gåture rundt i ørkened! Det var helt fantastisk! Torsdag tog vi ind i den gamle by, så grædemuren og kom ind på tempelpladsen. Vi gik også i en tunnel med vand til anklerne. Eftermiddagen havde vi fri, hvor vi bestilte flybilletter og shoppede til den store guldmedalje. Det gjorde vi igen fredag efter en kortere tur til Oliebjerget. Torsdag aften var vi i Vestmurstunnelen, hvor vi var ved grædemuren by night. Fredag aften spiste vi på en kristen-palæstinensisk restaurant og gik ud til promenaden som er et udsigtspunkt, hvor man kan se udover det meste af Jerusalem. Lørdag var vi på gravtur rundt og se grave fra Jesu tid og vi så gravkirken, som er et af de steder man mener Jesus blev korsfæstet og begravet mm. Vi nåede desværre ikke at se gravhaven (He is not here for he is risen) - det må jeg se når jeg kommer tilbage dertil. Vi var også fordi Getsemane Have og Fadervor-kirken. Alt i alt en oplevelsesrig og afvekslende uge!

søndag, oktober 12, 2008

Rundt om Genesareth Sø


To forstuvede ankler, et hævet knæ, betændte vabler, slidmærker, stive rygge og meget ømme fødder er, hvad der i øjeblikket befinder sig på 11 disciple her i Israel - og hvad er der så sket? Lad os gå lidt over 2 døgn tilbage til fredag d. 10. oktober, da vi tidligt om morgenen kl. 04.30 blev hentet af en taxi og kørt til Tiberias Downtown. Vi havde nemlig besluttet at nå rundt om Genesareth Sø på én dag på gåben! Med oppakning af vand, madpakker, chokolade og frugt drog vi afsted kl. 05.00 ligesom solen skulle til at stå op. Vi var friske og forventningsfulde og spændte på, om vi kunne sætte rekord (sidst et hold gik om søen tog det 19 timer) og om vi kunne klare turen hele vejen. Vi kom hurtigt et godt stykke foran tidsplanen, så vi var glade og opmuntrede! Snart meldte vablerne sig og sportstapen og plasteret blev hurtigt brugt op. Nogle af os (mig incl.) beholdt skoene på og håbede på det bedste. Rygsækken, som vejede 3-4 kg, var også årsag til ondt i ryggen efter få kilometer. Efter ca. 35 km måtte den første stå af og efter ca. 40 km endnu 2, smerten blev for hård - GODT KÆMPET! Pauserne var på mellem 10-15 min, og dem var der kun få af. En længere middagspause på en time gjorde flere af os friske igen, så vi var klar til de sidste 15-20 km. Men det var nok ikke det klogeste for alles vedkommende, for på denne strækning forværredes de ømme fødder og knæer til alvorlige skader. De sidste 3-4 timer af turen var næsten ikke til at holde ud. Man måtte slå hjernen fra og bare forsøge at glemme sine smerter. Da vi endelig kom til midtbyen igen og fik sat os ind i sherutten (minibussen) fandt alle det store smil frem og var ovenud lykkelige for, at turen var slut og gennemført kl. 20.45!! På 15 timer og 3 kvarter gik vi altså rundt om søen med kun 2 en halv times pause i alt. Sherutten kørte os helt hjem og humpende kom vi ned af trapperne til huset. Vi blev glædeligt modtaget af de resterende 6 disciple - skønt at være hjemme igen! Det var et forskrækket syn at se de mange store vabler og én blodvabel - stakkels Stine. Birgitte og Jesper havde forstuvet den ene fod og vi var vidst alle mere eller mindre dehydreret og havde fået for lidt mad og væske i løbet af dagen. Lørdag havde vi dog forudset ville blive en dag, hvor ingen havde overskud til noget aktivt, så vi omdannede stuen til et hjemmehospital, hvor vi lå på ræd og række på madrasser og sofaer med benene oppe og mad på sengen, for så at se film fra kl. 10.00-19.00. Det var super hyggeligt, men vi kunne dog godt have undværet smerterne! Om aftenen bestilte vi pizza og så landsholdskamp. I dag er flere bedre gående, men det står stadig skidt til med nogle få. Vi har fået skaffet en rullestol og 3 par krykker hjem idag, så nu skulle det hele se lidt lysere ud. Vi er alle ved godt mod og er meget taknemmelige for, at de mindre skadede har været så behjælpelige med at pleje os andre;) og til jer derhjemme - selvom det er fedt nu at have gennemført en 60 km's gåtur kan det IKKE anbefales!

tirsdag, oktober 07, 2008

September

Jeg er vidst kommet lidt bagud med historiefortællingen, så her er, hvad der er sket den sidste måneds tid. I sidste uge var vi på strandtur med de unge fra menigheden (vi var ca. 30 i alt), hvor vi badede, grillede, spillede bold og kongespil. Det var ret blæsende, men høj solskin og en hyggelig eftermiddag. Siden sidst har vi også haft besøg af volontørerne fra Jerusalem. Den weekend tog vi på fredagstur til Tabor, Gideon-kilden og nationalparken Gan Haslosha, som var som et ferieparadis med store naturlige pools! Vores chaffør Josef grillede for os og det smagte helt fantastisk! Han og hans familie kom også forbi i går aftes, hvor vi grillede igen. Han er virkelig den bedste grillmester! Om lørdagen tog vi på vandretur med volontørerne til Yehudia, et meget klippet og frodigt område med vandfald og pools -så vi hoppede i badetøjet endnu engang. Ugen efter tog vi til Golanhøjderne og bjerget Gamla og sidst på dagen gik vi ned af Arbel, hvor der var store klippehuler. Sidste fredagstur gik til Tabgha, Nimrod og Hermon-bjerget. Denne dag faldt den første regn i Tiberias siden marts. Vandstanden i Genesareth Sø er faldet med 2 m, så der er stærkt brug for vand her.
Vores undervisning kører stadig med skiftende undervisere fra uge til uge, og så har Benjamin Mills været og fortælle om de jødiske højtider og fester. Det er meget spændende at høre om - især fordi de fleste fester foregår her i efterårsmånederne. Vi har allerede fejret Rosh Hashana (jødisk nytår) og i denne uge er der Yom Kippur og næste uge Sukkot (Løvhyttefest). Daniel Yahav har været på besøg igen og fortalt om ægteskabet. Han er altså bare interessant at høre på! Det var vidst det væsentligste at fortælle for nu;)


søndag, oktober 05, 2008

Friweekend

Så er det blevet oktober og her i Israel viser termometret mellem 25-30 grader.. Det er slet ikke til at forstå, at det er efterår, selvom det om aftenen er begyndt at blive lidt køligere. I denne weekend havde vi fri til at gøre og tage hen hvor vi ville og vi var blevet enige om at leje et par biler og køre afsted til Middelhavet. Torsdag eftermiddag lejede vi (hele holdet) 3 Hyundai Getz og kørte derefter mod Haifa. Planen var at se Karmels Bjerg og Bahai-tempel og have og så overnatte lidt syd for Haifa. Vi fik dog kun set lidt af Haifa og vi kom lidt længere sydpå (Cæsarea) end vi regnede med, men vi fandt en anden lækker strand, hvor vi overnattede. Nogle fik en dukkert inden sengetid, og de fleste af os en skøn morgendukkert i Middelhavet! Fedt at sove på stranden under åben himmel! Fredag kørte vi mod Akko, som har en interessant gammel bydel, som vi ville ind og se, men da vi kom ud til bilerne havde der været indbrud i to af dem. Heldigvis blev kun én taske med tøj snuppet. Tøjet fandt vi rundt på pladsen/stranden, hvor vi sov, men tasken var væk. En israeler kom og ville hjælpe os og så inviterede han os hjem til sig, hvor Thomas kunne få en ny taske. Han ringede endda efter konen, som serverede israelske specialiteter for os. Mmm;) Det viste sig, at han satte gamle VW bobbelbiler i stand og havde 7 biler i sin baghave, og at hans søn var professionel fodboldspiller og spiller på et af Jerusalems kendte fodboldhold. Efter et hyggeligt besøg kørte vi så til Akko og videre til Ahkziv næsten oppe ved den libenesiske grænse. Her overnattede vi på en campingplads, som endnu engang havde direkte adgang til havet. Om aftenen faldt nogle i snak med en lille gruppe unge israelske fyre, hvor der blev spillet poker og snakket religion til langt ud på natten. Det har været virkelig fedt at møde nationalbefolkningen, de er meget imødekommende. Lørdag kørte vi 10 min. længere nordpå til Rosh Hanikra´s grotter - virkelig flot udsigt og til Ahkziv Staten, en ministat, som er oprettet af en skør gammel mand. Vi var hurtigt inde og se hans hus og museum og få et stempel i passet. Hans museum var fuld af gamle ting og sager, kanonkugler, skeletter - ja det lignede næsten et spøgelseshus eller noget fra en sørøverfilm - ret fedt! Vi havde alt i alt en super dejlig weekend og har fået en masse spændende oplevelser med hjem!

fredag, september 05, 2008

2. og 3. uge



Det er vidst blevet tid til en lille opdatering... Den første fredagstur gik til Nazareth Village, som sjovt nok ligger i Nazareth og er et udendørs museum, som giver et godt billede af, hvordan Jesu omgivelser har set ud med synagoge, vinperse, oliventræer, tømrererhverv og landbrugsredskaber. Vi spiste desuden frokost "since 1st century". Efterfølgende besøgte vi Bebudelseskirken, som ligger på det sted, hvor Jomfru Maria fik meddelelsen om, at hun skulle være Jesu mor. Inden hjemrejse fik vi et glimt af Nazareths Bazar. Så blev det shabbat og en ny underviser ankom. I denne uge lærte vi om kristendommens jødiske rødder og Hoseas' bog. En formiddag fik vi besøg af menighedens præst Daniel, som fortalte sit personlige vidnesbyrd - om sin bedstefar som overlevede Holocaust og sig selv som ung soldat, senere direktør af et stort antennefirma, nu fuldtidspræst - og om Peniels historie. Det var meget spændende at høre om! Tirsdag eftermiddag tog Hanna, vores voluntør, et fantastisk initiativ om at tage til Meshushim, hvor der findes flere vandfald og en naturlig pool. Det var en dejlig nedkølende oplevelse, og vi fik vist alle knubs af at rutsche ned af klipperne. Da vi kom hjem, bestilte vi vegetarpizzaer (de har ikke andet) til hele holdet. Torsdag aften hyggede vi os med film i stuen, hvor det var oplagt med en efterfølgende pudekamp! I fredags tog vi Duernes Dal, Peters Sted og Kapernaum, som i dag kun er en ruinby. Dernæst et smut oppe på Saligprisningernes Bjerg, hvor vi spiste vores medbragte frokost. Som den perfekte afslutning badede vi igen i Geneseret Sø, hvor der for en gangs skyld var en lækker sandstrand. Vandet er som altid ret varmt, den dag over 35 grader. De sidste 2 mandage har vi været rundt i byen og hjulpet medlemmer i menigheden med forskellige projekter. Nogle har været flyttemænd, andre rengøringskoner i skole og børnehave og andre igen klaverundervisere. Det er dejligt at høre om folks oplevelser efter sådan en eftermiddag og at se hvor taknemmelige folk bliver, når vi hjælper dem. Lørdag aften tog vi sammen med menighedens unge ud at spille fodbold og spise is.. Vi hyggede os, men måtte desværre bryde op, da klokken blev 23.00... Vi skulle jo i skole dagen efter. I dag får vi besøg en endnu en fra menigheden, Benjamin. Glæder mig til at høre, hvad han har at fortælle...

torsdag, august 28, 2008

1. uge

En uge er gået og jeg er så småt ved at vende mig til dagsrytmen og varmen her i Tiberias. Da vi ankom torsdag eftermiddag i lufthavnen i Tel Aviv vidste vi endnu ikke, hvad der ville vente os på vej til Tiberias. Først 2 timer i lufthavnen med at komme igennem paskontrollen, hente baggage, finde taxichaufføren OG finde udgangen og minibussen vi skulle køre med. Endnu 3 timers kørsel i myldretidskøer og et mindre trafikuheld ventede os forude. Men vi kom sikkert til Duvdevan 70 kl 20.00 trætte og udmattede efter en lang rejse. Fredag fik vi en rundtur i Tiberias By og en skøn dukkert i Geneseret Sø. Om aftenen fejrede vi alle (14 disciple, Hanna, Erik, Anna og børnene) sabbatsmåltid på tagterrassen, hvor der er en skøn udsigt over Tiberias By og Sø. Lørdag (shabbat) tog vi i kirke, og hernede varer gudtjenesten ikke 1-1,5 time, men næsten 3 timer med lovsang, vidnesbyrd og prædiken. Undervisningen begyndte søndag og er fra hver morgen til middagstid. Vi har endnu ikke haft undervisning om eftermiddagen, så der har været en masse fritid til at tage i byen eller bare slappe af i skyggen. I går var vi så på sump-vandre-tur nord for søen - en meget våd og rigtig sjov tur! Det var svært at forudsige sit næste skridt og flere faldt over de store og glatte sten. Med større eller mindre skræmmer og insektbid kom vi trætte hjem. Hver nat har pigerne sovet på tagterrassen, da temperaturen der er mere menneskelig. At kigge på stjernerne om aftenen og solopgangen om morgenen er et skønt syn! I næste uge er det så drengenes tur. I dag er der igen høj solskin hernede og 35 grader i skyggen.. I morgen tager vi til Nazaret Village for at opleve byen som på Jesu tid.