fredag, september 05, 2008

2. og 3. uge



Det er vidst blevet tid til en lille opdatering... Den første fredagstur gik til Nazareth Village, som sjovt nok ligger i Nazareth og er et udendørs museum, som giver et godt billede af, hvordan Jesu omgivelser har set ud med synagoge, vinperse, oliventræer, tømrererhverv og landbrugsredskaber. Vi spiste desuden frokost "since 1st century". Efterfølgende besøgte vi Bebudelseskirken, som ligger på det sted, hvor Jomfru Maria fik meddelelsen om, at hun skulle være Jesu mor. Inden hjemrejse fik vi et glimt af Nazareths Bazar. Så blev det shabbat og en ny underviser ankom. I denne uge lærte vi om kristendommens jødiske rødder og Hoseas' bog. En formiddag fik vi besøg af menighedens præst Daniel, som fortalte sit personlige vidnesbyrd - om sin bedstefar som overlevede Holocaust og sig selv som ung soldat, senere direktør af et stort antennefirma, nu fuldtidspræst - og om Peniels historie. Det var meget spændende at høre om! Tirsdag eftermiddag tog Hanna, vores voluntør, et fantastisk initiativ om at tage til Meshushim, hvor der findes flere vandfald og en naturlig pool. Det var en dejlig nedkølende oplevelse, og vi fik vist alle knubs af at rutsche ned af klipperne. Da vi kom hjem, bestilte vi vegetarpizzaer (de har ikke andet) til hele holdet. Torsdag aften hyggede vi os med film i stuen, hvor det var oplagt med en efterfølgende pudekamp! I fredags tog vi Duernes Dal, Peters Sted og Kapernaum, som i dag kun er en ruinby. Dernæst et smut oppe på Saligprisningernes Bjerg, hvor vi spiste vores medbragte frokost. Som den perfekte afslutning badede vi igen i Geneseret Sø, hvor der for en gangs skyld var en lækker sandstrand. Vandet er som altid ret varmt, den dag over 35 grader. De sidste 2 mandage har vi været rundt i byen og hjulpet medlemmer i menigheden med forskellige projekter. Nogle har været flyttemænd, andre rengøringskoner i skole og børnehave og andre igen klaverundervisere. Det er dejligt at høre om folks oplevelser efter sådan en eftermiddag og at se hvor taknemmelige folk bliver, når vi hjælper dem. Lørdag aften tog vi sammen med menighedens unge ud at spille fodbold og spise is.. Vi hyggede os, men måtte desværre bryde op, da klokken blev 23.00... Vi skulle jo i skole dagen efter. I dag får vi besøg en endnu en fra menigheden, Benjamin. Glæder mig til at høre, hvad han har at fortælle...